Vore US-Moduler
Et tilbage- og fremblik af Hans Wolfram Nicolaus og Wolfgang Dudler

Sådan begyndte det
På efterårstræffet 1988 i Hamm kom det frem: Der findes FREMO US-Modelbane-Fans! Og de mødtes mere eller mindre tilfældigt for at reflekterer over fællesheder: Volker Hamburger, Martin Methner, Hans Wolfram (Nico) Nicolaus som såvel Curt og Detlev Zillmer. Kendte US-Fans som Peter Helmich stod allerede i starthullerne; så bare kom igang!

Udviklingen
Ved Vintertræffet 1989 i Porta Westfalica gik det videre: Da Nico allerede eksperimenteret med to moduler, var en begyndelse til nutidens standard klar. Tema, koncept, geometri og teknik blev groft fastlagt og forfinet over de følgende måneder. Det skulle være en sidestrækning i det vestlige USA - Californien/ Arizona - altså temmelig tørt. Baneselskaber som Santa Fe, Southern Pacific eller Union Pacific skulle have deres drift i dette område. Tema var 60-erne, hvor vi har strækket epoken fra slutningen af 50-erne til begyndelsen af 70-erne. Alt andet skulle ikke høre til driften, men derimod til den frie kørsel. Forbilledelig patineret materiel med gode funktionerende, originallignende Kadee-Kobliger var vores mål.

Det allerførste Modul-Arrangement kunne ses på JT. 1990 i Münster-Hiltrup. Modulerne kom overvejende fra Westfalen og fra Baden Württemberg. På efterårstræffet 1991 i Nienburg til 10-årsjubilæet for FREMO kunne vi se resultaterne i det første store arrangement.

I mellemtiden har Pit Felix trukket vores ide til Nederlandene og sammen med Fons Bossaers og Karell de Rooy dannet en gruppe, som med flotte moduler og alternative ideer beriger temaet. Fælles arrangementer har været og kommer. Også i Luxemburg - med Alain Kap i spidsen blev der hurtigt dannet en mindre gruppe.

Et besøg med moduler på US-Convention i Adlisville ved Zürich (CH) gjorde at der der også er opstået en modulgruppe.

Medlemmer som Dieter Müller og Alain Kap forhandlede i mellemtiden med Modellbaneartikler fra USA, og således var vi altid forsørget med det mest nødvendige. Fra begyndelsen af 90-erne til idag har Axel Hartig gennem skolebestyrelsen reserveret Aulaen på Harkort skolen i Unna-Königsborn, hvor vi afholder vort traditionsrige sommertræf. Også hvis salen af og til føles trang, får vi alligevel altid vort arrangement opstillet. "Erbsensuppe" i "Det tyske hus" overfor skolen blev ligeledes traditionel, som også kaffebar i Aulaen, styret af Manfred Schall.

Dog fandtes og findes der også US-Modellbanefans, som hellere kan lide landskaber og firmaer fra den amerikaniske østkyste. Således blev der omkring årtusindskiftet oprettet en østlig orienteret interessegruppe under ledelse af Welf Müchler. Med egnede overgangsmoduler eller fælles benyttede Fiddleyards planlægger vi drift ved enkelte træf med et fælles skinnenet.

Planlægning af arrangements
I begyndelsen fandtes der skitser af pap i skala 1:10 eller kraftigere papier. Disse blev lagt som et puslespil ved siden af hinanden. Først kunne de være på et bord, senere måtte gulvet tages til hjælp, for at planlægge et arrangement. Nøjagtigheden ved at ligge dem ved siden af hinanden gik lige, så store var træffene heller ikke. Senere blev skitserne så fremstillet på computer. AutoCAD er værktøjet for den moderne tid. Således opstår alle arrangementer idag på computeren. Dermed er planlægningen så nøjagtig som modulerne er opmålt og tegnet.

Driften
I den analoge tid med "reguleret jævnstrøm" fandtes der ikke som ved europæerne, en ringledning ved H0-USA, men strømmen blev skiftet fra en station til den næste. Ved hver station var der i princippet en håndkontrol. Hvis et tog skulle køre på hele anlægget, et gennemgående heltog eksempelvis, blev man nødt til at indstille driften på den næste statione som toget ankom til. Egentlig som ved forbilledet. Men før alle "legebørn" havde indstillet deres aktiviteter, gik der dog en rum tid.
Med den digitale drift, en første afprøvning blev der lavet på årsmødet i Kassel 2000, har meget ændret sig. En ny fri bevægelighed (men også mere ansvar) i driften var mulig. Enhver kørte "sit" tog og der kom ikke mere opråb som "hvem kører mit tog?". Denne fornyelse kom ikke uden diskussioner. Men de mange muligheder som den digitale teknik medførte, især lys og lyd, har også overbevist selv den mest tvivlende.

Med den digitale drift sad man ikke mere ved sin station og kørte med toget, men kunne gå med toget - en ny driftsfølelse. Dermed ændrede sig også blinkvinklen. Siddehøjde blev til ståhøjde, togene blev set fra oven. Således kom den nye modulhøjde i vinteren 2003, 130cm over gulvet - lige som hos europæerne. Togene kørte igen i "øjenhøjde". Og da kunne køre flere tog på samme tide med digitaliseringen, havde det betydning for trafikken. Den blev tættere. En bedre tidsanigivelse gennem ure, istedet for at "Dispatcheren" skulle udråbe tog, var på sin plads. Der kørtes dog stadig efter en foregiven køreplan.
En ny ide, som diskuteres: Kørsel med såkaldte "Track Warrant" (køretilladelse). Det er enkler og kræver mindre personale som kørsel med "Timetable & Trainorder" (køreplan og kørselanvisning). Formidling af Track Warrant til togpersonalet blev så, som ved forbilledet, overført via radio. Men som sagt: Herzhafte Meinungsbildung steht noch an.

Vognomløb bliver, som i begyndelsen, organiseret med vognkort og fragtsedler. I mellemtiden har der være forsøg, ved hjælp af computer at udnytte rangerlister. Problemer består dog i at tilpasse computerprogrammet til de stadig skiftende modulanlæg. Det er frusterende. Idag er vognkortene blevet mindre og mere håndterlige og man har derved ikke hænder optaget af noget.

_{17. Juli 2008}