Wattenscheider signalskakt blev udviklet af Jochen Leisner og Martin Balser. Det var målet at udvikle et ren mekanisk snitsted imellem modul og signal. Derved kan en station medbringe egne signaler og opstille disse på fremmede moduler. Denne teknik muliggør mange friområder. Med denne enkle fremgangsmåde kan vinge- og lysignaler samt forsignaler let opstilles. I FREMO kommer der hele tiden til sådanne temaer, forskellige og delvis meget interessante videreudviklinger af en ide. Dette er godt.
 
En elektrisk normering blev bevidst ikke lavet. Der blev kun lavet forslag til den enkleste elektriske tilslutning, da signalskakten ikke skulle begrænse den enkelte stations formåen. Enhver kan således indbygge lige de elektriske komponenter den enkelte har lyst til. Imellemtiden er så opstået et Decoderprojekt af Thomas Kurz. Og på Walburg arbejder Weinert signaler med servoer i skaktene. Enhver gør det han synes bedst. Og den mekaniske kompabilitet forbliver.
 
Denne rent mekaniske normering har som ideal forslag at hver enkelt strækninsmodul  har to skakte (en for hver køreretning). 
Hvis dette gennemføres af så mange modulejere som muligt, kan træf udstyres væsentlig enklere end før med den nødvendige signalteknik.

En fornuftig dokumentation er desvære aldrig blevet lavet. Jochen Leisner begyndte engang på tegningern, som overlevede et pc-nedbrud takket være sikring af siderne på AStü. Men som det nu engang er - projektet lever ganske enkelt.

Systemet består af tre dele:

1. Skakten, som helst skal indbygges i rigtig mange moduler
2. Dertil passende signalholder
3. Afdækning, som skal skjule 'hullet' for skakten, hvis dette ikke benyttes.

Det er ikke forudsat at der til hver skakt skal bygges en signalholder med signal.