Uha, jeg glædede mig som et lille barn til juleaften. Endelig skulle jeg for alvor deltage i mit første Fremo-træf...
I mange år har jeg interesseret fulgt med i FREMO fra sidelinjen - på hjemmesiden, Yahoo-mailinglister og Youtube-videoer, men uden at få taget skridtet og blive meldt ind og deltage aktivt.
I februar 2017 fik jeg mulighed for første gang at deltage som gæst ved et FREMO-træf i Kolding - og var solgt med det samme. Jeg skyndte mig at melde mig ind og har siden deltaget i Stammtisch hver måned i FREMOdern Kolding.
De fleste Stammtisch handlede om planlægningen af træffet i september 2017. Mange gode idéer kom frem, blev vendt og drejet, nogle kom med i det endelige koncept, mens andre blev forkastet igen. For hvert møde kom vi efterhånden tættere og tættere på træffet, det blev mere og mere konkret og hver gang steg spændingen og glæden.
Sporplanen lå fast fra omkring juli måned, men for at få den til at gå op, manglede et lille modul med en lige strækning på 50 cm. Jeg blev spurgt, om ikke jeg havde lyst til at bygge dette? Joeh, det kunne jeg da godt forsøge. Så i løbet af august og september fik jeg snedkereret det lille modul. Tiden løb... kunne jeg nå det? Den sidste weekend op til træffet fik jeg lagt spor, trukket ledninger og lagt ballast samt lavet et simpelt flamingo-landskab. Tirsdag blev landskabet malet med noget i huset forhåndenværende brun maling - og hele redeligheden endte med at ligne en chokoladekage! Suk...
Endelig blev det torsdag. Sammen med en anden deltager havde jeg aftalt at hjælpe med at transportere flere trailerfulde moduler til hallen i Kolding, så det brugte vi de første timer om morgenen til. Det var morsomt at se, hvordan der for hver gang vi kom til hallen, dukkede flere og flere folk og moduler op. Og langsomt, men sikkert, begyndte strækningerne at blive samlet, højden justeret og kontrolleret, næste modul - hvor står det mon henne? Nå dér, ok, ben på, samle, højden justeres... videre. Desværre blev nogle af de norske og svenske moduler forsinkede på grund af kø efter uheld på motorvejen. Men til sidst var de i alt 220 meter strækning og stationer, leveret af folk fra Tyskland, Sverige, Norge og Danmark, samlet.
Temaet for træffet var helt moderne jernbane gennem de 4 lande i perioden 2007-2017. Udgangspunktet i syd var fiddle-yarden Varming, hvorfra man kørte til den tyske mellemstation Niendorf am Ostsee. Herfra udgik en stikbane til flere moduler med havn og industri. Grænsestationen mellem Tyskland og Danmark var Padby, hvor der tillige var en stor intermodal-terminal tilsluttet. Ad dobbeltspor videre mod Vamdrup, undervejs lå et nybygget sidespor på fri bane med industri. Videre fra Vamdrup til Rubjerg, hvorfra der udgik dansk sidebane med flere industrier tilsluttet. Nordpå til den store svenske grænsestation Charlottendal, som var imponerende stor og kunne håndtere en masse tog i flere retninger. Via en svensk mellem- og forgreningsstation Kristineberg, kom man til den svenske fiddleyard Göransberg. Her vendte alle tog, inden de enten kørte retur mod Charlottendal eller videre mod Eiker i Norge. Også Eiker fungerede som forgreningsstation, så man enten kunne fortsætte til den 3. fiddleyard, Björkåsen eller køre på sidestrækningen via Fossum til Steinsnes.
Der var lavet 7 køreplaner, hvor der løbende blev skiftet materiel sådan, at udviklingen i de 10 år kunne ses på materiellet. Ældre vogne blev taget af, nyere sat på, lokomotiver ommalet. Ældre tog, fx det lokomotivtrukne Prag-tog, udgik og blev erstattet af diesel-ICE togsæt BR 605. Vi havde været spændt på, om det ville blive muligt at lave disse løbende ændringer, men det forløb helt som det skulle.
Der kørte en del heltog med lange trailertog, som skulle fra det sydlige udland til Sverige og Norge og retur med forbillede i virkelige tog og oprangeringer. Også container- og trailertog til terminaler i Danmark kom både fra både nord og syd. Al gods til Danmark blev samlet i Rubjerg og derfra kørt med lokale godstog til de øvrige stationer. Alle godsvogne var i princippet blevet ommærket, så der fremgik landekode og Vehicle Keeper Marking, VKM.
Som nyt medlem var jeg lidt forsigtig i starten og "turde" mest bare køre nogle "nemme" tog uden al for meget rangering. Det var naturligvis vældig morsomt. En af de "sideopgaver" jeg havde fået undervejs i planlægningen var som "storinkvisator" med bemyndigelse til at tage materiel af anlægget, som enten kørte dårligt eller faldt udenfor perioden. Det blev heldigvis næsten ikke nødvendigt. Tillige var jeg blevet ansvarlig for at sikre, at der var bemanding på alle stationer og tjenestesteder. Fredag aften manglede en til at passe den sydlige fiddleyard, Varming. "Hvad pokker", tænkte jeg, "hvor svært kan det være?" og kastede mig ud i opgaven efter lidt instruktion fra en af de erfarne. "Det går da meget godt", tænkte jeg efter ½ time med togmeldinger på tysk til den nærmeste station. Der var endda nærmest stille på et tidspunkt med god tid til at bare at stå at kigge... lige indtil det gik op for mig, at tiden jo skulle have været brugt at oprangere de næste godstog, som skulle udgå fra fiddleyarden. Pheew, da fik jeg pludseligt travlt og sved på panden!
I starten havde vi delt køreplanerne op i Danmark/Tyskland og Norge/Sverige. Jeg tog hver gang en dansk/tysk køreplan for at føle mig sikker på, hvad der skulle ske. Men så blev vi enige om at blande alle planerne, så det også blev til ture i de nordlige lande. Selvfølgelig var det også fantastisk sjovt, og også dér var alle venlige, når man stod og så spørgende og forvirret ud.
Det var så fantastisk at se de moderne tog og oprangeringer, som svarer til hvad man kan se, når man stiller sig langs en strækning i den virkelige verden. Hector Rail 241'ere med trailertog, DB Schenker 185'ere, EG'ere og MZ lokomotiver med blandede godstog. Private operatører som Captrain og CFL Cargo kørte autotransporttog, træstammer på åbne vogne og spånplader i lukkede bogievogne. I Sverige Green Cargo lokomotiver i forspand i den flotte grønne bemaling, X2000-tog og norske "Flytåget". CargoNet lokomotiver i de grå farver, som så fantastiske ud i klippelandskaberne. Alt med forbillede i den virkelige verden af i dag.
Som nyt medlem er det skønt at opleve hvor hjerteligt man bliver taget imod af rare mennesker, som gerne vil hjælpe med råd, vejledning og også praktisk hjælp.
I det hele taget er det at hjælpe hinanden på kryds og tværs med hver sine spidskompetencer en af de fantastiske ting ved FREMO.
Og så er det herligt, at der er stor streg under "europæisk" i FREMO, så man får snakket med og lært en masse mennesker at kende også fra udlandet.
Søndag aften... Spændingen var udløst, man var mæt af en masse sjove oplevelser og gode indtryk. Hvornår skal vi mødes og køre igen? Jeg glæder mig allerede!
Næste moderne epoke VI-træf i Kolding, som skal dække perioden 2009-2019, bliver i september 2019 - vi glæder os til at se endnu flere nye deltagere!